Gang-/balancehold
holdbeskrivelse
Holdet tilbydes til alle, der har nedsat gangfunktion/balance pga neurologisk lidelse fx hjerneskade, sklerose, rygmarvsskade, parkinson mv. Uanset på hvilket niveau du er gående, så er du velkommen på holdet.
Træner du lige nu i den vederlagsfrie ordning, kan holdet her være aktuelt for dig, der ønsker et supplement til denne træning. Holdet kan også relevant for dig, der ønsker at supplere den individuelle genoptræning du enten modtager hos os eller i kommunalt regi.
Træningen foregår i Neurofyssens træningslokale i Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Læs mere om hvordan du finder vej her.
Tidspunkt for holdtræningen er:
- Mandage kl. 13:00 til 14:00
- Torsdage kl. 11:10 til 12:10
Selv om vi kalder det holdtræning, så træner du efter et individuelt tilrettelagt træningsprogram målrettet din diagnose og de udfordringer du oplever når du går.
Skyldes den nedsatte gangfunktion/balance en skade på centralnervesystemet, f.eks. opstået efter en blodprop i hjernen, vil principperne for din træning primært handle om at lave rigtige mange gentagelser i de enkelte øvelser. Til dette formål er Robotten, ROBERT, en stor hjælp og vil derfor ofte blive inddraget. Ved fx perifere nerveskader eller dopaminmangel pga Parkinson er et højt antal gentagelser ikke nødvendigvis den rette tilgang, og træningsfokus vil derfor være lidt anderledes.
På dette hold skal du naturligvis gå, og hos os vil det være muligt at gå på gangbånd både med og uden vægtaflastning (Litegait med seleophæng). Det kan også være det giver bedre mening, at du træner gangen med dit eget ganghjælpemiddel. Derudover vil træningen også indeholde øvelser med fokus på at forbedre din balance.
Uanset hvad, vil vi altid tilsikre at træningen foregår i så sikkert et miljø som muligt mhp at du føler dig tryg i at udføre de træningsøvelser, der er målrettet din problematik.
Varighed af hver holdtræning er sat til 60 minutter, og der er plads til max 3 deltagere på holdet.
Vi benytter standardiserede tests for at måle på om du opnår fremgang. Ifm. forundersøgelse anvendes 10 m gangtest, som primært måler dit gangtempo.
Hvis du giver samtykke til det, vil vi desuden gerne filme din gang mhp. at vurdere kvaliteten af din gangfunktion.
Vi ser gerne du medbringer indendørs træningssko (sko som du går godt i), håndklæde og egen vandflaske. Og medbring selvfølgelig også gerne dit gode humør 🙂